Familier klager over luftforurening fra busser (Video)

Et villakvarter i Faxe plages af støj og os fra et nærliggende garageanlæg til busser. Området er fyldt op med dieselos, siger beboertalsmand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Familierne i et villakvarter i Faxe er utilfredse med at blive udsat for os og støj fra et garageanlæg til busser.

-Det er noget svineri. Det skal stoppes med det samme, siger Allan Lou. Han er talsmand for beboerne i villakvarteret.

Beboerne klager over, at busserne i Faxe Industripark holder i tomgang i hele og halve timer fra klokken 04 til klokken 07.

-Når vi har været ude og løbe om morgenen og kommer tilbage, så kan man ikke trække vejret ved huset. Området er fyldt op med dieselos, siger beboertalsmanden.

[video:video_mangler:100105_tomgang.flv]

Støjen fra busserne er så kraftig, at den vækker folk i villakvarteret.

-Jeg vågner ved, at der er rystelser i min hovedpude, siger Allan Lou.

Talsmanden har selv været ude her til morgen for at dokumentere, at busserne holder i tomgang i længere tid. Han har optaget busserne på videofilm hver halve time fra klokken 04 til klokken 07.

-Se her. Der holder fire, fem, seks busser og to mere derover. De har holdt i tomgang i to og en halv time, siger Allan Lou, mens han kigger på videobillederne fra om morgenen.

Beboerne er bekymrede for den skadelige påvirkning af partikelforureningen.

-Jeg tør ikke tænke på konsekvenserne af smoggen, der ligger i luften i området. Det er helt sikkert sundhedsskadeligt, siger Allan Lou.

Faxe Kommune har et sæt såkaldte tomgangsregler, der betyder, at køretøjer ikke må holde i tomgang i mere end ganske få minutter. Det gælder også busserne fra Østtrafik.

-De skal ikke holde i tomgang. Det støjer og forurener, siger Thomas Eriksen, der er direktør for Teknik og Miljø i Faxe Kommune.

Østtrafik mener dog ikke, at busserne holder i tomgang i længere tid. Hos Østtrafik kalder man det en fejl, hvis busserne holder i tomgang.

-I givet fald at nogle busser holder i tomgang, så er det ikke meningen. Vi har indskærpet overfor vores medarbejdere dernede, at busserne ikke må holde i tomgang, så det går jeg ud fra bliver overholdt, siger Søren Rytgaard, der er driftschef hos Østtrafik.

Kommunen vil nu se på sagen igen. Hvis Østtrafik ikke overholder tomgangsreglerne, så går kommunen i gang med undersøgelser.

-Vi kan gå i gang med stikprøver og sende folk derned på uanmeldte tilsyn og se, om Østtrafik bryder reglerne. Men så langt kommer vi forhåbentlig ikke. Alle parter har en interesse i at få løst sagen på en mindelig måde, siger Thomas Eriksen fra faxe Kommune.


Nyhedsoverblik