Familier har ikke tillid til bosted

Foto: TV ØST

Flere beboeres familier har så lidt tillid til det kommunale bosted Tornhøj i Jyderup, at de vil have deres familiemedlemmer væk. I dag flyttede den første.

Familie til 60-årige Poul Erik Tønnesen var i dag mødt op på Tornhøj i Jyderup for at pakke hans ting. Familien har fundet et andet bosted til den udviklingshæmmede mand.

- Vi har fået nok. Jeg har ikke tillid til Tornhøj mere, og det er også på den baggrund, at vi vælger at flytte Poul Erik, siger niece og værge Bente Tønnesen.

Familien til Poul Erik Tønnesen har gennem længere tid følt, at han blev dårligt behandlet på Tornhøj. De har selv fundet ham efterladt i sit tis, og en tidliger ansat har før stået frem på TV ØST og fortalt, at han mange gange fik lov at ligge i timevis i sit eget tis, fordi personalet ikke så til ham om natten.

Holbæk Kommune har undersøgt forholdene på Tornhøj, og man er i gang med at gennemføre ændringer på stedet. Blandt andet vil kommunen forbedre fagligheden blandt de ansatte. Men det har altså ikke genskabt tilliden hos de pårørende.

- Jeg kan ikke se nogen forandrig. Men det er jo klart, de kan jo sikkert ikke bare fyre alle dem, der er ufaglærte og så ansætte nogle faglærte. Så jeg tænker, at det er jo noget, der kommer til at tage tid, og det kommer til at tage lang tid. Det kan vi ikke vente på, siger Bente Tønnesen.

Også flere andre familier, som TV ØST i dag har talt med, giver udtryk for, at de ikke længere har tillid til Tornhøj. Også de familier vil have deres pårørende flyttet fra bostedet.

Holbæk Kommune svarer på den nyeste udvikling i aftenens udsendelse.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App