Familie vinder kamp mod Kalundborg Kommune

Familien Larsen fra Gørlev har år efter år fået skåret i hjælpen til deres multihandicappede søn. Men nu har Kalundborg Kommune bøjet sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er glædelige nyheder hos familien Larsen fra Gørlev.

For efter flere års sej sagsbehandling i Kalundborg Kommune er der nu faldet en afgørelse, som familien mener, de har brug for.

-       I første omgang læste jeg lige brevet et par gange, for jeg havde altså ikke regnet med det, fortæller Birgitte Larsen.

Birgitte og Kurt Larsen har nu fået tilkendt den aflastning til deres 26-årige, multihandicappede søn, som de længe har ønsket. Og det har været noget af en tur for familien at nå så langt.

-      Man råber og skriger på at få hjælp og at skulle bruge så meget energi, det er nok noget, der har plaget mig allermest, siger Birgitte Larsen.

For sagen om familien Larsen begyndte allerede tilbage i 2013, da Kalundborg Kommune skar gevaldigt ned på familiens antal af aflastningsdøgn. Faktisk blev aflastningen til familien år for år mere end halveret. Først fra 129 aflastningsdøgn til 61. Familien har igen og igen klaget over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.

 -       Jeg har brugt rigtig meget tid på at skrive og skrive og skrive, tilføjer Birgitte Larsen.

Senest fik Kalundborg Kommune besked på, at tage familiens sag op igen. Og nu får familien Larsen så, hvad de vil have. Familien har fået tilkendt 105 aflastningsdøgn til døgninstitutionen Kildebo i Kalundborg - og det er ifølge Birgitte Larsen en ny og god begyndelse.

-       Så kan vi få ro på igen, siger hun.

 


Nyhedsoverblik