Falck vinder ambulancekørslen i hele regionen

Region Sjælland har lavet kontrakt med Falck om at varetage ambulancekørslen i hele regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fremover skal ambulancekørslen i regionen drives af Falck.

Region Sjælland har indgået en aftale med selskabet i dag og med den nye kontrakt er der opnået et kvalitetsløft for borgerne samt en økonomisk besparelse for regionen på næsten 40 millioner kroner om året, lyder det fra Region Sjælland i en pressemeddelelse.  

- Jeg er meget tilfreds med den aftale, vi har lavet. Vi får en høj kvalitet og det er nødvendigt, når vi er en region, hvor vi bor meget spredt, siger formand for regionsrådet, Jens Stenbæk (V).

Både responstider og serviceniveau for de planlagte patienttransporter skal fortsætte på samme niveau som hidtil og samtidig skal kvaliteten på en række andre områder hæves, står der i pressemeddelelsen.

- Vi har sikret os, at personalet får flere uddannelsesdage, så vi får et af landets bedste uddannede ambulancepersonale og vi har også aftalt, at vi skal indgå forskellige udviklings- og innovationsprojekter sammen, fortæller regionsrådsformanden.

Flere paramedicinere 
Desuden stiger antallet af ambulancer med paramedicinere, så de i de nye kontrakter udgør 24 mod i dag 17. Hjertekompressionsmaskiner bliver fremover standardudstyr i alle ambulancer og dermed kan genoplivningen foregå uafbrudt, når patienten transporteres fra et ulykkessted til et akutsygehus. 

Aftalen med Falck løber fra den 1. februar 2016 til 31. januar 2024 med mulighed for opsigelse efter fire år.


Nyhedsoverblik