Det er nemt at finde 10-årige, som er vilde med at være spejder. Det er derimod langt sværere at finde 17-årige med en spejderuniform i klædeskabet. Det er spejderbevægelsens udfordring i en nøddeskal. Også her i regionen har man i mange byer set fald på op mod 50 procent af spejdere siden 80'erne.
- Nogle synes, at det er lidt nørdet, siger spejderen Marie Moldt.
17-årige Kristoffer Grandejean er i gang med at bygge en bro, der skal gå 10 meter ud over vandet.
- Egentlig kan jeg godt forstå, hvis folk synes, at det er lidt mærkeligt. Jeg går jo bare rundt udenfor og laver ikke noget af større betydning. Men sammenholdet gør, at jeg aldrig vil holde op, siger spejderen Kristoffer Grandejean.
Spejdertræf mellem Næstved og Sorø
Spejderbevægelsen bruger nu nye metoder for at fastholde teenagerne. Vi er til spejdertræf lidt udenfor Næstved på spejdercentret Næsbycentret. Her får 40 unge spejdere en forsmag på, hvordan man kan nytænke spejderlivet.
- Jeg laver en vandseng med varme i. Vi bruger en gammel radiator, som vi varmer over bålet, siger Marie Moldt.
Og den opvarmede vandseng er ikke det eneste nye tilbud i spejderlivet. Andre grupper bygger wellness-centre med for eksempel en sauna. Alle idéerne kommer fra de unges fantasi. I de unges øjne kan vandsenge og wellness sagtens rime på spejderliv.
- At være spejder skal ikke kun handle om at gå rundt i naturen og plukke blomster. Man kan godt lave andre projekter. Vi gør det fordi, vi kan. Og fordi det er sjovt, siger Marie Moldt.
Der skal gode ledere til
Kristoffer Grandejean er vild med at være spejder. Han er ikke i tvivl om, hvorfor han har været spejder i ti år. Det kræver gode ledere.
- Der var nogle ledere, som tog initiativ. De var tidligere spejdere, som havde en masse gode projekter, siger Kristoffer Grandejean.
Og den nye måde at være spejder på, har givet en overraskende stor tilmelding til spejdertræffet i Næstved.
- Seniorsepjedere er mere til hyggeprojekter som for eksempel guldvarme i deres telt og en opvarmet varndseng. Det skal der også være plads til, siger koordinator Lasse Post Møller fra Det Danske Spejderkorps.
Arrangørerne fra Det Danske Spejderkorps regner med, at nytænkningen vil få flere spejdere til at beholde spejderuniformen på.