Færre huller på Sjælland

Børn i Region Sjælland ligger lunt i statistikken, når det kommer til at undgå karies i mælketænderne. I alle aldersgrupper fra 2 til 12 år ligger børnene under landsgennemsnittet. Forklaringen er flour i drikkevandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ordet tandlæge-skræk er ikke et ord, der står i Sara Mortensens ordbog. Hun er 8 og går i 2. klasse på Møn. Hun ved godt, hvor vigtigt det er at skræmme Karius og Baktus væk med tandbørsten.

- Jeg børste tænder hver aften, før jeg skal i seng. Sommetider børster min mor også mine tænder, fortæller den 8-årige Mønbo.

Sara Mortensen er langt fra det eneste barn med sunde tænder på Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn. Her er flour-indholdet i drikkevandet nemlig højt, og flour beskytter mod karies, fordi flour hærder tand-emaljen.

- Det påvirker helt klar tand-sundheden. Og det er jo noget, vi har fået forærende fra naturens side, siger Lene Maare, der er overtandlæge i Vordingborg Kommune.

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at børnene i Region Sjælland har færre huller i mælketænderne end landsgennemsnittet - ikke bare i en aldersgruppe, men i alle aldersgrupper fra 2 til 12 år.

- Det er rart at være tandlæge i sådan et område, men det må jo ikke blive en sovepude, fortsætter Lene Maare.

Derfor forsøger den kommunale tandpleje i Vordingborg at forebygge ved at foreslå alle forældre at gå med til tandlægen, indtil deres børn går ud af 4. klasse. Et af de gode råd, forældrene får er:

- Vær opmærksom på tandbørstningen. Børns finmotorik er ikke færdigudviklet, før de bliver 12, så de kan ikke selv børste tænder før den alder.

Men det er ikke alene tandbørstningen, der bliver snakket om på klinikken på Stege Sundhedscenter.

- I ulvetimen før aftensmaden stikker mange forældre deres børn en kiks for at tage toppen af sulten, men kiks er ikke særligt sundt - slet ikke for tænderne. Kiks klistrer nemlig, og tit har kiksene et højt indhold af sukker, fortæller overtandlæge Lene Maare.

Og der er i hvert fald et barn, der har læst på lektien. Sara Mortensen har nemlig haft et hul før.

- Det gør lidt ondt; som når man har fået et myggestik, slutter den 8-årige skole-elev.

I Danmark er den tilladte mængde flour i drikkevandet 1,5 mg. pr. liter.


Nyhedsoverblik