Færre danskere i RKI: Bare ikke her

For første gang siden finanskrisen er antallet af danskere i RKI-registret faldende. Bare ikke i Region Sjælland, hvor antallet af skyldnere er steget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Region Sjælland er det eneste sted i Danmark, hvor antallet af skyldnere er steget det seneste år.

Danskernes privatøkonomi er ellers på vej i den rigtige retning. Det viser nye tal fra Experian, der ejer RKI Kredit Information, hvor dårlige betalere bliver registreret.

Således var der ved årsskiftet 231.582 danskere i registret, og det er 1222 færre end for et år siden, hvor 232.804 havde fået en eller flere anmærkninger på grund af ubetalte regninger.

Gæld er 100 millioner kroner mindre

Samtidig er antallet af anmærkninger også faldet, ligesom den samlede gæld i registret er blevet 100 millioner kroner mindre.

- Det er første gang, at vi ser et så omfattende fald i danskernes misligholdte privatgæld, siger Frank Papsø, der er direktør for analyse for analyse og forretningsudvikling i Experian.

Gæld kan mindskes yderligere

Han har endda en forventning om, at antallet af registrerede kan sænkes yderligere i år, idet 30 procent skylder mindre end 5000 kroner.

- Det er trods alt et beløb, hvor en afdragsløsning bør være inden for rækkevidde, siger han.

Trods udsigterne til, at finanskrisen altså er ved at slippe sit tag i danskernes privatøkonomi, gemmer der sig dog også nogle knap så gode nyheder i statistikkerne.

For aldersgruppen 51 år og opefter er der nemlig fortsat tale om en stigende tendens i antallet af registrerede.

Kedelige tal i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg

Som nævnt skiller Region Sjælland sig ud blandt de øvrige regioner ved, at man her som det eneste sted kan konstatere en stigning i antallet af folk med ubetalte regninger.

Her er det særligt kommunerne Lolland, Slagelse, Guldborgsund, Kalundborg, Faxe, Odsherred og Vordingborg, der er skyld i de kedelige tal.

I den anden ende af skalaen finder man de kommuner, hvor andelen af registrerede er lavest.

Allerød i top

Listen toppes af Allerød, hvor kun 2,01 procent af indbyggerne er at finde i RKI-registret. Herefter følger Rudersdal og Dragør med henholdsvis 2,54 og 2,66 procent.

Otte af de 10 kommuner med færrest skyldnere ligger i øvrigt i hovedstadsområdet. Kun Skanderborg (nummer 7) og Fanø (nummer 10) formår at klemme sig ind i toppen af landets øvrige kommuner.

Regionalfakta: Her står der flest i RKI

Ifølge nye tal fra Experian var 5,16 procent af alle danskere over 18 år registreret i RKI som dårlige betalere per 1. januar 2015.

Sådan fordeler andelen af personer registreret i RKI sig rundt om i regionerne:

  • Region Midtjylland: 4,19 procent
  • Region Hovedstaden: 4,52 procent
  • Region Nordjylland: 4,64 procent
  • Region Syddanmark: 5,13 procent
  • Region Sjælland: 6,53 procent

Top-10 over kommuner med den mindste andel af personer registreret i RKI:

1. Allerød: 1,99 procent
2. Rudersdal: 2,44 procent
3. Dragør: 2,54 procent
4. Gentofte: 2,55 procent
5. Lyngby-Taarbæk: 2,62 procent
6. Hørsholm: 2,68 procent
7. Skanderborg: 2,81 procent
8. Egedal: 2,91 procent
9. Frederiksberg: 2,92 procent
10. Fanø: 3,09 procent

Top-10 over kommuner med den største andel af personer registreret i RKI:

1. Lolland: 10,41 procent
2. Ishøj: 8,96 procent
3. Guldborgsund: 8,15 procent
4. Kalundborg: 7,90 procent
5. Slagelse: 7,69 procent
6. Vordingborg: 7,59 procent
7. Brøndby: 7,37 procent
8. Faxe: 7,19 procent
9. Albertslund: 7,16 procent
10. Odsherred: 6,82 procent

Kilde: Experian

 /ritzau/


Nyhedsoverblik