Færgespareplan lagt i dvale

Øboere på Femø, Fejø og Askø i Lolland Kommune kan sove trygt igen. For nu. Spareplanerne vedrørende færgeplanerne er lagt på is i 2 år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Færgeruter til danske øer bliver indskrænket eller nedlagt, og det truer de små ø-samfund.

Derfor var der stor furore, da Lolland Kommune præsenterede en lammende spareplan for færgedriften på øerne Fejø, Femø og Askø.

Det skriver DR Sjælland.

Men her onsdag kan beboerne tørre sveden af panden. På borgermødet lovede Lolland Kommune nemlig at skyde en voldsom spareplan på øernes færger til hjørne i to år.

- Vi er tilfredse med, at nu er der borgfred, og det er der både i 2014 og 2015, siger Jørgen Møller fra ø-kontaktudvalget, som også deltog i mødet.

Dårligt udgangspunkt

I budgetforslaget havde Lolland Kommune ellers varslet at indskrænke færgedriften til de tre øer i Smålandsfarvandet drastisk.

- Det er fysisk umuligt at få både personer, lastbiler og eksportvarer over med en færge, sagde Inger-Lise Pedersen til DR Sjælland inden mødet, og fortsatte:

- Dem der har erhverv kan ikke komme af med deres produktion, der er ikke taget højde for festivalen, sommerhusgæsterne, og der er heller ikke taget højde for, hvor hurtigt hjælpen kan nå frem, hvis der skulle opstå nødsituationer.

Kommunens udmelding om færgeplanerne havde også sat gang i følelserne på øen, fortalte Inger-Lise Pedersen:

- Vi har simpelthen været så frustrerede. Det har kostet nattesøvn både for mig og mange andre her på øen.

Men nu kan øboerne sove trygt de næste par år.

Kommunen lovede på borgermødet i aftes, at den nuværende færgefart til de tre øer fortsætter uændret de næste to år.

Samtidig får øerne mulighed for at få indflydelse på deres fremtid, da de nu skal være med til at lægge en visionsplan:

- Det kan være, at vi skal have forbedret vores havne. Det kan være, at vi skal have bedre it-forbindelser, der kan gøre det lettere at bo på vores øer. Det kan være, at vi skal have sat færgetaksterne ned. Vi skal nu drøfte, hvad vi vil satse på, men det er alle de ting, der kan stimulere en fremtid på øerne, siger Jørgen Møller fra ø-kontaktudvalget til DR Sjælland.

/ritzau/


Nyhedsoverblik