Mols-Linien dropper sejladserne efter klokken 14.15 – og en lang række andre færgeoverfarter i regionen lader også færgerne blive ved kaj, når stormen Bodil rammer torsdag eftermiddag.
- Vi vil ikke have skibe eller passagerer ude, hvis det blæser meget, siger Anette Timmerman Fra Færgen, der sejler mellem Spodsbjerg-Tårs.
Spodsbjerg-Tårs indstiller sejladserne klokken 12.15, oplyser de til TV2 ØST.
Også Scandlines aflyser færger.
Alle færger mellem Gedser-Rostock aflyses indtil fredag morgen. Færgerne mellem Rødby -Puttgarden sejler dog stadig efter planen, oplyser selskabet.
Lollands Færgefart forventer uregelmæssig drift
Også hos Lolland Færgefart, der sejler til Fejø, Askø og Femø venter man torsdag aflysninger.
- Vi lader kaptajnen træffe beslutningen om, hvornår det ikke længere er sikkert at sejle. Men vi forventer uregelmæssig sejlads i eftermiddag, siger Erik Skude fra selskabet.
Fra Agersø-Omø-overfarten er meldingen, at de indtil videre afventer situationen.