Fårevejle er klar til digital post

Pensionister i Fårevejle har ingen problemer med at få deres post fra kommunen digitalt. De har øvet sig længe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke alle steder, at borgerne frygter for overgangen til digital post, når det fra 1. november bliver en realitet. Foreningen Aktive Pensionister fra Fårevejle har skrevet til TV2 ØST efter et nyhedsindslag i sidste uge, hvor ældre i Guldborgssund sagde nej til at få digital post fra kommunen.

- Vi har brugt det sidste års tid på at øve os. Det er jo meget nemmere med det hele. Alting bliver nemmere, siger Ingrid Geersbro, som er deltager i kurset.

De fleste på kurset føler sig helt klar til at skifte breve i papirform ud med e-mails på computeren.

- Jamen vi startede med NemID til banken. Nu har vi så lært om digital post. Efter sommerferien har vi nok så meget styr på det, at vi begynder at se på, hvad vi ellers kan bruge internettet til, siger frivillig Jytte Esholdt fra Aktive Pensionister.

Odsherred vil gerne være digital

Odsherred Kommune er da også indtil videre det sted med færrest borgere, der har sagt nej tak til at få breve på e-mail. Kun 170 personer er det blevet til, mens tallet andre steder er langt højere.

I Kalundborg er tallet 250, Holbæk runder 350, mens Slagelse har hele 735. Næstved har 550, Faxe 275, Lolland 300, mens Guldborgsund topper med 850 personer, der siger nej tak til digital post.

- Vi frygter det ikke, og vi er ikke bange for det. Men vi kan godt forstå, at nogle personer har det svært ved det. Men her har kommunen stillet alt det her til rådighed, og så er vi mange der hjælper hinanden, siger Jytte Esholdt.

 


Nyhedsoverblik