Få vurderet dine kunstgenstande

På lørdag kan du få dine kunstgenstande under luppen på Vestsjællands Kunstmuseum, hvor kyndige øjne fra et af Nordens førende auktionshuse lægger vejen forbi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Overvejer du at sælge dine kunstgenstande, eller vil du bare gerne vide, hvad de er værd - så er chansen der nu på lørdag på Vestsjællands Kunstmuseum. Her afholder Bruun Rasmussen Kunstauktioner et vurderingsarrangement.

Bruun Rasmussen samlet et hold af husets vurderingssagkyndige - heriblandt Kasper Nielsen, der er kendt fra tv-programmet "Hvad er det værd".

Er du interesseret i din egen omgang "Hvad er det værd", så foregår det mellem kl. 11 og 14 på lørdag den 6. oktober.

Du kan få vurderet alt fra billedkunst og antikviteter til kunsthåndværk og design. Og hvis genstandene er for store, kan man medbringe et foto, lyder meldingen fra museet.

Baggrunden for arrangementet er, at museet med jævne mellemrum får henvendelser fra folk, der ønsker at få vurderet deres kunstgenstande.

- Af mange gode grunde kan vi ikke gå ind og prissætte kunsten og henviser i stedet til de store auktionshuse, der typisk ligger i København. Nu er der mulighed for regionens borgere få en professionel vurdering fra et af Nordens absolut førende auktionshuse i nærområdet, siger museumsleder Charlotte Sabroe.

I anledning af arrangementet holder museet åbent fra kl. 10, og der er gratis adgang for alle.


Nyhedsoverblik