EU skal betale 86 mio. kr. tilbage til roedyrkere

Sukkerroedyrkere får nu 86 millioner kr. tilbage fra EU, fordi unionen har opdaget en regnefejl. Den betød, at roedyrkerne har betalt for meget i afgift til EU.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag aften holdt Danske Sukkerroedyrkere generalforsamling, og her kunne formand Jørn Dalby afsløre, at EU skylder de danske roedyrkere 86 mio. kr.

En forkert beregningsmetode har nemlig betydet, at  EU opkrævede for høje produktionsafgifter i årene 2001 til 2006, skriver Landbrugsavisen.dk.

I alt skal EU-Kommissionen nu tilbagebetale 156,7 mio. kr. til Danmark - omkring 86 mio. kr. går til sukkerroedyrkerne, mens resten går til Nordic Sugar.

Svært at finde roedyrkerne
Formanden for Danske Sukkeroedyrkere, Jørn Dalby fortalte, at det ikke bliver nogen nem opgave at tilbagebetale pengene. Antallet af sukkerroedyrkere er f.eks. reduceret fra 6100 i 2001 til 1325 i dag.

- NaturErhvervstyrelsen kan sandsynligvis finde frem til en del af de tidligere roedyrkere, der fortsat er aktive landmænd, mens andre kun kan nås via annoncer i landbrugsblade, aviser med videre, sagde Jørn Dalby ifølge Landbrugsavisen.dk.

Pengene skal udbetales senest i september 2014.


Nyhedsoverblik