Erhvervsskoleelever: Vi søger bredt

Vi er blevet kontaktet af flere erhvervskole-elever, som står uden praktikplads, og som ikke kan genkende sig selv i Dansk Industris nye undersøgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ifølge en ny undersøgelse, er hovedårsagen til, at elever har svært ved at få en praktikplads, at de søger for smalt. Både geografisk og fagligt. Her på TV ØST har vi de seneste dage modtaget flere henvendelser fra elever, der ikke har haft held i deres jagt på en plads. Og de mener ikke selv, at de er hverken for dovne eller søger for smalt.

- Jeg kigger dagligt efter elevpladser, men søger også et hvilket som helst arbejde, skriver 25-årige Simon Aage Koch Nielsen.

Læs også: DA-undersøgelse: Eleverne søger for smalt

Uddannelsen er erstattet med aktivering

Han er i gang med uddannelsen som dyrepasser, og har uden held søgt elevplads siden november sidste år. Derfor er hans uddannelse nu gået helt i stå. For at kunne fortsætte på uddannelsen efter grundforløbet, skal man nemlig have en elevplads. Han er nu i aktivering, og er flyttet hjem til sin mor i Tølløse, fordi han ikke har råd til at bo i sit kollegieværelse længere.

- Jeg er fortvivlet over, at jeg ikke kan få lov til at færdiggøre min uddannelse, og bidrage, med min arbejdskraft, til vores danske samfund, i stedet for at havne hos min mor på kontanthjælp.

Kan ikke finde læreplads

Også Eugen Pedersen fra Næstved har lignende oplevelser. Han går på industriteknikeruddannelsen på Roskilde Tekniske skole. Også han står uden praktikplads, og er i fare for, at hans uddannelse går i stå. Det sker, hvis ikke han har fundet en læreplads, når han afslutter sit hovedforløb til december.

- Jeg søger og har søgt lærepladser som industritekniker rigtige mange steder, men desværre har jeg ikke været så heldig med at finde en læreplads, fortæller han.

Han frygter nu, at han kan blive nødt til at starte forfra på en helt ny uddannelse, hvis han ikke kan komme i praktik.

- Jeg vil rigtig meget gerne færdiggøre uddannelsen, fordi det er et spændende erhverv. Jeg bor sammen med min kæreste, og vi har planer om at gifte os og få børn. Derfor synes jeg at det vil være rigtig ærgerligt at skifte uddannelse nu, fordi jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg mangler en læreplads, skriver Eugen Pedersen.


Nyhedsoverblik