Erfaren jæger bag vådeskud

Foto: TV ØST

Det var langt fra nogen nybegynder, der sendte det projektil af sted, som i weekenden var tæt på at koste en familiefar fra Næstved-egnen livet.

Jægeren, der i weekenden stod bag det skud, som havnede i dagligstuen hos en familie og nær havde ramt en far til fire børn, er en erfaren mand, og derfor kommer det bag på ejeren af jorden, at skuddet tog en så uheldig drejning. Det skriver Sjællandske onsdag.

- Han har gået på jagt, siden han var dreng. Han er nærmest født jæger. Han har det største kikkertsigte, der kan købes for penge. Derfor forstår hverken han eller jeg, at det kunne gå så galt, siger Elmer Jacobsen, der er byrådsmedlem for Venstre i Næstved Kommune.

Han havde lånt sin jord ud til den erfarne 53-årige jæger, der lørdag var ude alene for at tage hul på bukkejagten. Cirka 500 meter fra familiens hus sender han et skud af sted, men har ifølge Elmer Jacobsen ingen anelse om, at projektilet var havnet i dagligstuen hos familien. Så tæt på faren, at han fik blyrester i ansigtet og huller i tøjet.

Har det meget skidt

Elmer Jacobsen gætter på, at jægeren må have fejlbedømt højdeforskellen, eller at skuddet har ramt en sten og skiftet retning, for han har forklaret, at han slet ikke skød i retning af huset.

Politiet var tirsdag i gang med at undersøge området nærmere, og det er endnu uvist, hvad hændelsen får af følger for den 53-årige jæger.

- Han har det meget skidt, og han er klar over, at det kan få meget alvorlige konsekvenser for ham, fortæller Elmer Jacobsen til avisen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App