Endnu en weekend med udsigt til mennesketomme strande

Danskerne må vente en uge på klassisk sommervejr. Maj slutter med regn og temperaturer i den lave ende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommervejret lader fortsat vente på sig, og heller ikke denne weekend er der grund til at begynde at rode efter strandtasker og sololie.

Den sidste weekend i dette forår bliver våd og kølig.

Og dermed slutter måneden som den begyndte.

- Hidtil i maj ligger gennemsnitstemperaturen på 9,6 grader, og det kommer de næste tre dage ikke til at ændre meget på, siger Mogens Rønnebæk, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Normalt er vi oppe omkring 10,8 grader, så vi ender nok en grad eller halvanden lavere i år.

Først på søndag er der sol til hele landet, og lidt forårslune med omkring 15 grader i dagtimerne.

Fredag bliver våd og blæsende. Tidligt vil der være en lidt sol de fleste steder, men skyerne tager over og især vest for Storebælt vil der komme ret mange byger. Regnen rammer Sjælland sidst på eftermiddagen.

På Bornholm, Falster og det sydøstlige Sjælland varer det længst tid, før der kommer byger, og her bliver det også varmest med 14-15 grader og flest soltimer.

- De øvrige landsdele må nøjes med 11-13 grader, så det er en kølig fredag, siger Mogens Rønnebæk.

Natten til lørdag bliver rigtig våd. Og nedbøren varer ved.

- Især den østlige del af landet får mange byger, og først hen på eftermiddagen kommer der en smule opklaring, siger Mogens Rønnebæk.

Midt på lørdagen blæser det op fra vest og temperaturen vil fortsat ligge på middelmådige 12-13 grader.

Efter endnu en regnfuld nat trækker bygerne væk fra Danmark, og søndag bliver weekendens mest solrige dag.

Næste weekend derimod er der udsigt til nogle dage med klassisk sommervejr og temperaturer over 20 grader, ifølge DMI's prognose.

/ritzau/


Nyhedsoverblik