Endnu en anholdt i drabssag fra Lolland

42-årig mand er anholdt for medvirken til drabet på ung mand fra Øster Karleby. 30-årig er i forvejen anholdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har fordoblet antallet af mistænkte for skyderiet i Øster Karleby, der natten til tirsdag kostede 27-årige Morten Bang livet.

Ved middagstid blev en 30-årig mistænkt anholdt på Femø, og nu har politiet slået kløerne i en 42-årig mand, der sigtes for medvirken til drabet.

- Han er ligesom de øvrige i sagen kendt af politiet i forvejen, og han kender også de to andre fra lokalområdet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

Vicepolitiinspektøren vil endnu ikke fortælle, hvad politiet ved om rollefordelingen, da Morten Bang kort efter midnat blev dræbt på sin bopæl på Bækvej i den lille landsby.

- Det er for tidligt at sige og må afvente grundlovsforhørene i morgen, hvor begge mænd vil blive krævet fængslet, siger han.

Den 30-årige blev anholdt efter et vidne så ham forlade gerningsstedet umiddelbart efter skyderiet.

Ingen vidner har tilsyneladende set den 42-årige på den dræbtes bopæl.

- Ham har vi anholdt efter andre skridt i efterforskningen, som jeg ikke vil uddybe nu, siger Søren Ravn-Nielsen.

De anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag, onsdag i Retten i Nykøbing Falster.

/ritzau

 

 


Nyhedsoverblik