Alvorligt trafikuheld endte heldigt

Tre personer er sluppet heldigt fra et alvorligt trafikuheld i Slagelse onsdag aften. En kvæstet person meldes nu udenfor livsfare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre personer måtte onsdag aften en tur omkring Slagelse Sygehus efter et alvorligt trafikuheld ved Slagelse. Heldigvis slap alle heldigt fra uheldet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Meldingen var i første omgang, at en person var alvorligt kvæstet ved ulykken - men vedkommende meldes nu uden for livsfare.

- Meldingen fra sygehuset er, at de er sluppet heldigt. To personer, der var indbragt til sygehuset, er erklæret uskadte, og en tredje person er erklæret udenfor livsfare. Vedkommende er lige nu i scanneren på sygehuset, men det ser ikke alvorligt ud, siger vagtchef Søren Østervig til TV ØST.

Ulykken opstod, da en personbil trak over i vejens anden side og ramte en lastvogn. En tredje bil blev derefter ramt.

Da redningsberedskabet var bekymrede for den ene persons tilstand, valgte de akut at klippe vedkommende ud af bilen.

- To personer i den første personbil blev efterfølgende kørt på sygehuset sammen med en tredje person fra den tredje bil. Heldigvis er alle dog sluppet heldigt, siger Søren Østervig.

Ulykken skete klokken 18.48, oplyser vagtchefen.


Nyhedsoverblik