Emma Larsen er Danmarks bedste smørrebrødselev

Smørrebrødseleven fra Eskilstrup vinder DM i Skills og kan nu kalde sig landets bedste til sit håndværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

19-årige Emma Leth Studsgaard Larsen fra Eskilstrup på Falster kan ikke så lidt, når det kommer til det gode gamle, danske smørrebrød.

Lørdag fik hun klokkeklart bevis på dét, da hun hev DM-guldet i hus til den store erhvervskonkurrence Skills, der blev afholdt i København.

I den store finale imponerede hun dommerne med sine 24 kolde forretter med torskeroulade med laks og vanilje og med førstepladsen kan hun nu kalde sig Danmarks bedste smørrebrødselev.

-  Det er jo super fedt. At dét man laver og brænder for, bliver anerkendt. Det er jo bare små rugbrødsmadder, som man får til at se super godt ud, siger Emma Leth Studsgaard Larsen.

DM i Skills er en konkurrence for Danmarks mest talentfulde håndværkere, der dyster i deres færdigheder. Det er femte gang, det store arrangement for erhvervsuddannelserne bliver afholdt og i år foregik konkurrencen i Bella Centeret.

Emma Leth Studsgaard Larsen er til hverdag i lære hos Rugvængets Smørrebrød i Næstved og hun er helt færdiguddannet til august.


Nyhedsoverblik