Elever styrer Imerco

I denne uge har 20 handelsskoleelever overtaget driften af Imerco i Slagelse. Målet er at give dem mere erhvervserfaring og forberede dem på praktikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag havde 20 elever fra Handelsskolen Selandia første arbejdsdag i Imerco. 

Her skulle eleverne både stå for at servicere kunderne, dekorere vinduerne og sørge for at butikken fremstod pæn. Samtidig skulle de også holde styr på lageret og fylde butikken op med nye varer. Desuden skulle de planlægge arbejdsplaner og stå for den daglige ledelse. 

En af eleverne er Pernille Kargo Jørgensen, som har været med til at dekorere butikken. I dag stod hun bag kassen.

- Jeg synes, det er rigtigt sjovt og spændende. Det er en anderledes måde at lære tingene på. I stedet for at sidde i skolen og lære det. Det får man ikke så meget ud af. Så er det bedre at få det mellem hænderne, siger Pernille Kargo Jørgensen. 

Eleverne skal næsten styre butikken på egen hånd hele ugen. For de almindelige medarbejdere er stadig på arbejde. Dog i et begrænset omfang. 

Projekt skal styrke elevernes erhvervserfaring

Det er første gang Handelsskolen Selandia samarbejder med en butik om et så stort projekt for deres elever. 

- På skolen har vi jo ikke 10 forskellige kunder, vi kan lege med. Så det handler simpelthen om at få dem ud i erhvervslivet og prøve at se, hvordan det er derude, siger Steen Nielsen, som underviser i salg, service og dekoration på handelsskolen.

De 20 elever går på 4. semester på Handelsskolen Selandia. De har nu gået på skolen i to år og skal til sommer søge en praktikplads. Så målet med projektet er, at give eleverne en idé om, hvad de vil. 

-  Jeg synes, det er ret spændende at arbejde i Imerco, så isenkræmmer er helt sikkert ikke en lukket mulighed, siger Pernille Kargo Jørgensen. 

Handelsskolen Selandia vil bruge erfaringerne fra projektet og gøre det til en fast del af pensum. 


Nyhedsoverblik