Elever står til at miste studietur

På grund af lærerlockouten risikerer 40 elever at måtte blive hjemme fra den studietur, som de har betalt tusinder af kroner til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

40 skolebørn fra Hindholm Privatskole mellem Næstved og Slagelse står til at miste den studietur til London eller Berlin, som de skulle have været på sammen med deres lærere fra mandag 8. april og 5 dage frem.

Årsagen er lærer-lockouten, som forhindrer, at skolens lærere kan rejse med, skriver Sjællandske.     

Pengene tabt

Børnenes familier har betalt tusindvis af kroner for at få børnene med på turen. Nogle af børnene har selv betalt rejsen for deres egne sparepenge. De penge ser ud til at være tabt, fordi hverken rejsearrangør eller forsikringsselskab vil erstatte beløbet.

- Hvis lockouten stadig er i kraft lørdag 6. april klokken 22, så bliver vi nødt til at aflyse turen. Desværre er der intet, der tyder på, at børnene kan få deres penge tilbage. Det er ikke en force majeure-situation, siger skoleleder Mogens Olesen til Sjællandske.

Kan ikke udskydes

Der var 2 lærere, der skulle have været med på hver rejse. Det er ikke umiddelbart muligt at udskyde rejserne til senere tidspunkter, fordi det så vil komme til at karambolere med elevernes eksamener. Og fra næste skoleår er de fleste af eleverne væk.

- Der er ikke så meget at gøre. Alle lærere hos os er lockoutet. Undervisningen er aflyst. Og forældrene kan ikke selv rejse med på den planlagte tur, for det vil være at overtage konfliktramt arbejde, siger Mogens Olesen til Sjællandske.


Nyhedsoverblik