Elever lå over en time i iskoldt vand

Pige måtte svømme i iskoldt vand og løbe flere kilometer, før hun kunne skaffe hjælp til efterskolekammerater.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der gik over en time, før det lykkedes eleverne selv at slå alarm, da en dragebåd fra Lundby Efterskole kæntrede i februar på Præstø Fjord.

Havarirapporten opruller hele forløbet omkring den dramatisk tur, der endte med, at flere elever i dag risikerer varige men efter det lange ophold i den kolde fjord.

Båden med de 13 elever og to lærere kæntrede klokken 11.22. Vandet var på det tidspunkt to grader varmt, og der var vindstød af kulingstyrke. Der opstod kaos og panik, og der blev råbt, skreget og grædt, fremgår det af rapporten.

"Det er alvor - vi kan dø", har eleverne fortalt, at deres friluftslærer sagde til dem. Manden omkom som den eneste ved ulykken.

Den første der slog alarm, var en af pigerne fra båden. Hun mener selv, at hun har svømmet 50 minutter med gummistøvler på, før hun til sidst kunne vade ind gennem isflagerne på kysten.

Pigen løb i sit vådetøj de godt to kilometer ind til udkanten af Præstø, hvor hun fik personalet hos en bilforhandler til at ringe efter hjælp.

På det tidspunkt var klokken 12.42, og alarmcentralen hørte for første gang om ulykken. Alarmmeldingen udløste en omfattende redningsaktion med et stort antal både og helikoptere.

Fire minutter senere lykkedes det den første af drengene at vade i land og få føreren af en rendegraver til at slå alarm.

Den Maritime Havarikommission konkluderer, at det var helt afgørende for redningsaktionens udfald, at det lykkedes for eleverne selv at slå alarm.


Nyhedsoverblik