Ekstrem dyr og sjælden trøffel fundet på Lolland

En af verdens dyreste trøfler er fundet i en villahave på Lolland. Trøflen har en værdi af 15.000-20.000 kroner kiloet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vaskeægte feinschmeckere kan godt begynde at finde pengepungen frem. En af verdens dyreste trøfler, tuber macrosporum, er nemlig blevet fundet i en villahave på Lolland. Og det er absolut ikke hver dag, at den slags fund finder sted i Danmark.

Det skriver DR P4 Sjælland.

- Jeg faldt ganske enkelt ned af stolen, da jeg så billedet af trøflen. Jeg kunne jo se, at det her ikke var en sommertrøffel, som man tidligere har fundet i blandt andet Borup. Men pludselig gik det op for mig, at det kunne være den samme slags, som man fandt helt tilbage i 1989, siger Christian Lange, der er svampeekspert på Statens Naturhistoriske Museum.

15.000-20.000 kroner kiloet

Han bad derfor villaejeren om at sende en prøve af trøflen, så den helt præcise sort kunne fastslås. Her viste det sig til alles store overraskelse, at der rent faktisk var tale om Tuber Macrosporum, der er uhyre sjælden i Nordeuropa. Og netop fordi trøflen er så sjælden, så er den også ekstremt dyr.

Pris: 15.000-20.000 kroner kiloet.

- I modsætning til andre superliga-trøfler, så bliver den her ikke dyrket. Det betyder helt konkret, at der faktisk ikke er en pris på den. Men den beskrives som en af verdens bedste trøfler, så mit bud vil være, at kiloprisen ligger på mellem 15.000 og 20.000 kroner, siger Christian Lange til radiostationen.

Men selvom kiloprisen er på niveau med en normal charterferie, så betyder det ikke nødvendigvis, at trøflen hverken smager eller lugter godt. Det fik Christian Lange at mærke, da han lagde en prøve af trøflen i sit eget køleskab.

- Jeg måtte flytte den fra køleskabet og ud på terrassen. Den lugtede simpelthen så kraftigt, at hele køleskabet lugtede af trøffel, så snart det blev åbnet. Og det var altså ikke lige populært blandt alle husets beboere, siger svampeeksperten.

Smager af hvidløg og hasselnødder

Nu skal trøflen så indtages af de lollikere, der fandt den dyre spise under et egetræ i deres have. Og de har lidt af en kulinarisk oplevelse i vente, siger Christian Lange, der selv fik smagt på trøflen.

- Først mindede den mig om friske hasselnødder, men så kom der en skarp eftersmag af hvidløg. Det var helt klart en oplevelse at smage trøflen, selvom det er svært at sige, om den egentlig smagte godt. Men min kone brød sig i hvert fald ikke om den, siger han.

I alt fandt parret i Nakskov syv trøfler, hvoraf den største var på størrelse med en stor valnød og vejede 22 gram.


Nyhedsoverblik