Ekstra varmeregning på en million kroner

I Region Sjælland undrer de sig. Et af deres psykiatriske hospitaler har det sidste år fået en ekstra varmeregning på en million kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Grønnegården i Annebergparken i Nykøbing Sjælland, hvor en del psykiatrien i Nykøbing Sjælland holder til, kostede sidste år en million mere end normalt at varme op. Det har fået Region Sjælland til at spærre øjnene op og søge juridisk hjælp, skriver P4 Sjælland.

Regionen har bedt en advokat tage kontakt til E.ON, der leverer fjernvarmen, for at få en forklaring på prisstigningen. Det fortæller teknisk chef i psykiatrien i Region Sjælland, Gorm Jensen til Nordvestnyt.

- Når vi sammenligner med vores hospital i Vordingborg, så er varmerpriserne i Anneberg 255 procent dyrere, siger han.

Ifølge E.ON skyldes den store varmeregning blandt andet at man er ved at udskifte de gamle rør i ledningsnettet, og det koster ekstra. Derudover er den varme, som de bruger i Annebergparken i den dyre ende, da den kommer fra et kraft/varmeværk, hvor der er meget få kunder.

Om den forklaring er nok for Region Sjælland vides endnu ikke. De regner med at få en fyldestgørende forklaring fra energiselskabet. Sker det ikke, vil regionen tage sagen op i energitilsynet.

 


Nyhedsoverblik