Ekspert: Femern-forbindelsen kan aldrig betale sig selv

En tidligere chef i Vejdirektoratet kritiserer i en ny bog Femern-forbindelsen, som han vurderer aldrig kan betale sig selv hjem trods politikernes optimisme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Økonomien omkring Femern-projektet er på gyngende grund. Det mener Knud Erik Andersen, der er tidligere vej- og trafikchef i Vejdirektoratet. I dagens udgave af Jyllands-Posten fremlægger han noget af den kritik, som han om få dage udgiver i en bog, og han mener, at der er tegnet et lidt for pænt billede af økonomien omkring Femern.

- Femern-forbindelsen får aldrig en chance for at betale sig selv hjem, selv om politikerne siger, at den skal brugerfinansieres. Der kommer en stor regning til mine børn og børnebørn. Det er selvfølgelig en ærlig sag, at den ikke kan finansieres af brugerne, men så skal politikerne melde det ud - og så var den jo aldrig blevet til noget, siger Knud Erik Andersen til avisen.

Færgelukning holder ikke

Flere andre eksperter på området giver ham ret i hans kritik, som blandt andet går på, at gamle prognoser og forkerte forudsætninger tegner et alt for optimistisk billede af fremtiden for Femern-forbindelsen.

Eksempelvis er trafikprognoserne overvurderet, ligesom man også er gået ud fra, at færgeforbindelsen over bæltet automatisk lukker, men heller ikke det mener eksperterne holder stik, idet færgerne både sejler hurtigere, end dengang beslutningen blev truffet, og rederiet har mulighed for at sænke priserne.

Utroværdige prognoser

Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet er helt enig i kritikken og kalder også prognoserne for 'ikke-særlig-troværdige', og trafikøkonom Uffe Jacobsen mener slet ikke, at der er behov for en fast Femern-forbindelse, fordi lastbilchaufførerne har brug for pausen på færgen, og lokalbefolkningens betydning for trafikken er ringe. Uffe Jacobsens vurdering er, at Femern-forbindelsen ikke engang vil være tæt på at være betalt over de 40 år, som er målet.

I artiklen her kan du læse, hvad transportminister Magnus Heunicke (S) siger til kritikken.


Nyhedsoverblik