Eks-gidsel: Det værste er at børn er taget

Tidligere gidsel fra Somalia har ikke fået en god hverdag igen. Det værste er, at børn nu er taget, siger han.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det tidligere danske gidsel i en piratkapring ud for Somalia, den 52-årige kok Gert Lønborg Jørgensen fra Esbjerg, har svært ved at få sin hverdag til at hænge sammen, efter at han sammen med fire andre var piraternes gidsel ombord på skibet "Danica White" i 83 døgn i 2007.

- Jeg har lige fået godt 100.000 kroner i erstatning fra Erstatningsnævnet for Voldsofre, men hverdagen er svær efter oplevelsen. Jeg vågner nogle gange midt om natten, siger Gert Lønborg Jørgensen, der ikke har sejlet meget siden gidseltagningen for snart fire år siden.

- Den ene dag er det skide skægt. Den næste dag er ens tilværelse ødelagt for evighed. Jeg ved ikke, om jeg kommer ud at sejle igen, siger han.

Om den aktuelle gidselsag siger han:

- Det værste er, at der er børn impliceret nu. Jeg forstår ikke, at de har valgt den rute, men stærk strøm og vind kan have spillet ind, siger han.

Han fortæller, at der konstant var 10-12 pirater, unge knægte, ombord på skibet, mens han og fire andre fem søfolk blev holdt som gidsler, indtil løsesummen blev betalt efter 83 dage.

Piraternes besætning skiftede cirka hver uge.

- Piraterne var pisseirriterende hele tiden. Vi havde ingen frihed overhovedet, bortset fra når vi var på toilet, men helst ikke for længe ad gangen, siger han.

- De prøvede at køre deres psykologiske måde at nedbryde folk på. Det kalder jeg det.

Gert Lønborg Jørgensen frygter også, at der kan gå et halvt år, før de nye danske gidsler frigives.

- De har ikke noget rederi i ryggen, som vi havde, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik