Ejendom evakueret på grund af påsat brand

Politi og brandvæsen måtte evakuere en hel etageejendom i Slagelse natten til onsdag på grund af en påsat brand i en kiosk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mindst otte personer blev natten til onsdag omkring klokken 01 evakueret fra deres lejligheder i en etageejendom på Østerbro i Slagelse. Der var nemlig brand i Lindas Minimarked, som ligger på nederste etage i ejendommen.

En patruljebil blev prajet ind til siden af 2 personer, der stod ved butikken og som mente, de kunne se røg. Først forsøgte de to betjente selv at komme branden til livs ved hjælp af en pulverslukker, men ilden var for voldsom, og brandvæsenet ankom kort tid efter.

Det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Branden efterforskes som påsat og politiet fandt tegn på brændbar væske.

- De kunne simpelthen lugte det. Derfor har vi vores mistanke og vores teknikere skal undersøge gerningsstedet nærmere, fortæller vicepolitikommissær Hugo Larsen.

De øvrige lejligheder i ejendommen blev evakueret under branden, men beboerne kunne efter en ordentlig omgang udluftning vende tilbage til deres lejligheder. 


Nyhedsoverblik