Efterskoler hitter

Efterskolerne er populære som aldrig før. Mange steder er det nødvendigt at skrive sit barn op allerede i 6. klasse, hvis man vil være sikker på en plads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rigtigt mange unge vælger at tage et år på efterskole. I år har over 25.000 valgt at forlade deres hjem til fordel for efterskolelivet.

- Det er virkelig fedt at gå på efterskole. Man får mange gode oplevelser, laver mange fælles ting, og der er meget kreativt, siger Benedikte Capion Knudsen, der er elev på Stevns Gymnastik- og idrætsefterskole.

Men man skal være hurtig, hvis efterskolelivet trækker. Mange steder er det nødvendigt at melde sig på venteliste allerede i 6. klasse. Og efterskolerne oplever en stigning i ansøgere.

- Vi har en rigtig stor søgning i øjeblikket. Det handler om, at mange forældre har fået øjnene op for efterskolernes kvaliteter. Derfor skal man melde sig til tidligt, hvis man vil have en plads hos os, siger forstander på Stevns Gymnastik- og idrætsefterskole Carlo Mathiasen.

På Stevns Gymnastik- og Idrætsefterskole betyder den store succes, at de nu udvider skolen for 20 millioner kroner.

- Vi skal have en ny elevfløj, nye klasselokaler og en ny idrætshal. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne klare den store efterspørgsel på pladser, siger Carlo Mathiasen.

Det koster 45.000 kroner for et år på en efterskole. Desuden kan man få kommunestøtte og en indtægtbestemt stasstøtte.


Nyhedsoverblik