Efterladt chihuahua-hund mangler stadig sin ejer

Trods heftig efterlysning på de sociale medier har ingen ejere henvendt sig til Vordingborg Dyrehospital, hvor hunden tirsdag blev indleveret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lille chihuahua-hund sidder fortsat på Vordingborg Dyrehospital og savner sine ejere.

Tirsdag ved middagstid blev den indleveret efter at være blevet set  løbe rundt med nogle får ved Masnedøfortet.

Vordingborg Dyrehospital lagde efterfølgende et billede af chuhuahua’en  op på deres Facebook-side og efterlyste ejeren. Et opslag, som siden har fået heftig opmærksomhed og flittig delt på de sociale medier.

Ifølge veterinærsygeplejerske Marianne Rasmussen er der i skrivende stund 200.000 personer på Facebook, der har set efterlysningen og næsten 3.000 har delt opslaget. Derfor undrer det i den grad personalet, at ingen ejer har henvendt sig.

-  Det er meget usædvanligt, det her. Specielt med en efterlysning, der nu rækker ud i hele landet. Der må næsten være tale om nogen, der ikke er på Facebook eller generelt følger med i medierne, fortæller Marianne Rasmussen.

Vil gerne passe hunden 
Til gengæld får dyrehospitalet massevis af andre henvendelser fra folk, der både tilbyder at passe den lille hund og endda overtage og blive dens nye ejere. Det har dyrehospitalet dog pænt takket nej til indtil videre.

-  Men det er da dejligt, at der er nogen, der vil give den en chance og seriøst tage den til sig. Det er fantastisk, siger Marianne Rasmussen.

Hun fortæller også, at chihuahua-hunden er en dyr race til 10.000-15.000 kroner og at den lille, hvide hund lader til at have nogle gode ejere.

-  Den er kælen og tillidsfuld og glad og sjov.

I løbet af torsdagen vil hunden blive overdraget til politiet, hvor den vil blive fremlyst. Og er der stadig ingen, der henvender sig, vil chihuahua’en formentlig blive sendt på en hundepension og politiet  må lede efter en ny familie. 

Den lille chihuahua er chippet, men er aldrig blevet registreret, så ejeren kan ikke findes ad den vej. 


Nyhedsoverblik