Efter Sorø-sag: Nu må butikkerne holde mere åbent

Folketinget har på baggrund af en sag fra Sorø netop vedtaget en lov, der gør det muligt for butikkerne at holde åbent på helligdage .

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fremover må de forretningsdrivende i Sorø holde åbent på helligdage. Det blev vedtaget i Folketinget tirsdag, skriver Det Konservative Folkeparti i en pressemeddelelse.

Og netop de konservative bragte forslaget op i Folketinget, efter at en gruppe selvstændige butiksejere i Sorø blev butiksanmeldt sidste år. Butiksejerene åbnede deres butikker, da der var ekstraordinært mange besøgende i byen i forbindelse med arrangementet Klassisk Køredag, som faldt på grundlovsdag.

Handlingen var i protest mod den daværende lukkelov, da man ellers var afskåret muligheden for en lokal indtjening i en tid med kraftigere konkurrence fra blandt andet internethandel.

En sejr for selvstændige

Det er Brian Mikkelsen (K), som sammen med Sorøs konservative borgmester Gert Jørgensen har samlet opbakning på Christiansborg til loven, og Brian Mikkelsen vil senere på dagen tage til Sorø for sammen med borgmesteren at fejre den nye lov på hovedgaden med de glade handlende.

- Muligheden for dispensation til detailsalg på helligdage udvides nu. Det er en stor sejr for den selvstændige butiksejer, at Sorø-loven i dag er blevet vedtaget i Folketinget. Med ændringen af loven er det nu muligt for butikker i provinsen at få dispensation, således at de kan holde åbent også ved mindre, lokale arrangementer, siger Brian Mikkelsen, og Gert Jørgensen er lige så glad for Folketingets beslutning.

- Det betyder rigtig meget for handelslivet i provinsbyerne på Sjælland, at der er fleksibilitet i lukkeloven. Da jeg hørte om politianmeldelsen af butikkerne, tog jeg omgående kontakt til Brian Mikkelsen, for der var jo et reelt behov for en mere tidssvarende lukkelov. Jeg er derfor meget tilfreds med Brian Mikkelsens arbejde for at ændre lukkeloven. Det tilgodeser de mindre butikker – ikke bare i Sorø, men i hele landet. Dette er jo et eksempel på, at der ikke behøver at være så langt fra den enkelte borger i Sorø og til Christiansborg, lyder det fra Gert Jørgensen.

Brian Mikkelsen og Gert Jørgensen mødes med de lokale handlende klokken 13.30 på hovedgaden i Sorø.


Nyhedsoverblik