Dyr benzin presser pendlere

800.000 danskere er havnet i en dyr klemme. De seneste måneder er prisen på benzin eksploderet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag må bilister betale langt over 1 kr. ekstra for en liter benzin sammenlignet med priserne i december. Kørselsfradraget har derimod ikke rokket sig en eneste øre i forhold til 2009, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dansk Bank analyserede i 2005 udviklingen i kørselsfradraget. Konklusionen var dengang, at fradraget ikke havde fulgt med prisudviklingen. I dag er kritikken den samme:

- Man kan sige, at der næppe er taget højde for de prisstigninger, vi har set, siger Steen Bocian til Jyllands-Posten.

Med udgangspunkt i Skatterådets udregninger for kørselsfradraget i 2010 vil den årlige ekstraregning for hver pendler løbe op i 1.800 kr. Siden 2005 er benzin prisen kravlet 30 pct. i vejret. Kørselsfradraget er kun vokset 13 pct. Dansk Erhverv mener, at politikerne skyder sig selv i foden ved at skrive uventede regninger ud til hundredtusinder af danske familier:

- I forhold til mobiliteten på arbejdsmarkedet er kørselsfradraget noget nær det bedste, man kan gøre for udkantsområderne, siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Dansk Folkeparti har tidligere peget på det urimelige i, at pendlere havner i en klemme mellem brændstofpriser og fradragsregler. Nu følger Socialdemokratiet trop:

- Det er klart, at fradraget skal afspejle omkostningerne ved at fragte sig en kilometer. Situationen påvirker hårdtarbejdende danskeres hverdag. Hvis der er store udsving, skal det reguleres fra år til år, siger skatteordfører og tidligere medlem af Skatterådet Nick Hækkerup (S) til Jyllands-Posten. Han lover at se på situationen i forbindelse med 2011-fradraget.


Nyhedsoverblik