Dusør for katteskud

Lisa Hansens kat blev skudt med en luftbøsse af en ukendt person. Dyrenes Beskyttelse udlover en dusør på 2000 kroner til den, der kan føre dem til gerningsmand

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag aften kom Lisa Hansens kat Nala hjem og kunne ikke støtte på benet.

- Hun lå på gulvet, og så kunne jeg se, at der var noget helt galt med hendes ben. Jeg kunne se, at hun blødte, men jeg kunne ikke se, hvor det kom fra, siger Lisa Nielsen der bor i Korsør.

Lisa Hansen kørte Nala til Slagelse Dyrehospital. Her kunne dyrlægen hurtigt se, at katten var blevet skudt i benet med en luftbøsse.

- Jeg var fuldstændig chokeret. Jeg tror, at der gik 5 minutter før, at det gik op for mig, at hun var blevet skudt, for jeg troede ikke, at folk kunne finde på sådan noget, siger Lisa Hansen.

Lisa Hansen ved ikke, hvem der har skudt Nala. Nu lover Dyrenes Beskyttelse en dusør på 2000 kroner, hvis nogen kan føre dem til gerningsmanden.

- Det har vi fordi, vi synes, at det er vigtigt, at man får fundet sådan en gerningsmand og får givet, om ikke en straf, så en forskrækkelse for livet, så det ikke sker igen, siger Jens Svenningsen, der er dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

Nala var indlagt i 2 dage på dyrehospitalet, hvor den fik opereret en jernplade ind i benet. Nalas ben er vokset sammen om 8 uger, og når den igen kan komme ud, vil familien holde mere øje med, hvor den går hen.

- Vi vil selv holde øje med, hvor den går hen og lytte endnu mere efter, om vi hører skud. Og så er vi alle sammen opmærksomme på, at der er én, der skyder katte, så vi forhåbentlig kan finde ham eller hende, siger Lisa Nielsen.

Lisa Hansen har meld sagen til politiet. Hvis der er nogen, der kan hjælpe dem videre i opklaringen, så kan Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik