Nu kan du brevstemme

Allerede dagen efter at et folketingsvalg er udskrevet, er det muligt at brevstemme til valget

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Valget er først udskrevet til den 18. juni, men allerede fra torsdag er det muligt at stemme per brev, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Muligheden gælder både danskere, der opholder sig i udlandet, og alle andre vælgere, der af den ene eller den anden årsag hellere vil stemme inden valgdagen.

Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune ved at møde op på et borgerservicecenter. Det behøver altså ikke være i den kommune, hvor du bor.

 I nogle kommuner er det også muligt at stemme på bibliotekerne, oplyser ministeriet, der står for afviklingen af valget.

Danskere i udlandet skal henvende sig på den danske ambassade eller det danske konsulat for at stemme.

Sidste frist for at brevstemme er tirsdag 16. juni, og danskere i udlandet opfordres til at stemme i god tid, så deres stemme kan nå frem inden valgdagen.

- Du skal huske at medbringe legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sygesikringsbevis, når du møder op for at brevstemme, skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet.

 

      /ritzau/


Nyhedsoverblik