DSB giver sjællandske pendlere mindre erstatning

DSB sænker målsætningen for forsinkede tog på Sjælland i 2008. Det giver mindre erstatning til de daglige pendlere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sjællandske pendlere må finde sig i flere forsinkede tog fra DSB, før de får penge tilbage for månedskortet. DSB har netop færdiggjort målsætningerne for antal rettidige tog på de strækninger, hvor pendlere bliver kompenseret økonomisk gennem rejsetidsgarantien, hvis toget ikke kører til tiden.

I 2007 fik pendlerne på Kystbanen mellem Helsingør og København penge tilbage, hvis mere end 92 procent af togene ikke kørte til tiden. I 2008 er der først udbetaling, hvis der ikke er en rettidighed på 91 procent. De daglige rejsende mellem København og Kalundborg bliver hårdest ramt, da grænsen for udbetaling sænkes fra 92 til 89 procent.

Flere steder i Jylland og Fyn hæver DSB derimod målsætningen. Pendlere mellem Århus og Frederikshavn kan forvente tog til tiden i 95 procent af tilfældene, og det kan de rejsende mellem Odense og Svendborg også.

Salgsdirektør i DSB, Bjørn Wahlsten, siger, at DSB går efter at give en ærlig varedeklaration og derfor justerer målene for rettidighed efter årets forventninger.

- Vi har gennemgået strækning for strækning, hvilket niveau vi forventer at køre på til næste år. Det kan godt være, at det er sjovere at gå at skælde ud og sige, at vi hele tiden er forsinkede. Men jeg vil gerne give en ærlig varedeklaration på vores produkt med de skinner, som vi får stillet til rådighed. Så ved kunderne, hvad de kan forvente. Jeg ville da gerne kunne sige 95 procent på alle strækninger, men det er ikke ærligt, siger Bjørn Wahlsten, som forklarer det lavere niveau for udbetaling på Sjælland med, at DSB har set for positivt på tingene.

- På nogle strækninger har vi lovet noget, vi absolut ikke kunne holde. Det generelle billede er, at vi i 2007 var for optimistiske på Sjælland, mens det ser ud til, at vi kan køre bedre i Jylland og på Fyn, end vi troede. Derfor giver vi nu en mere ærlig varedeklaration for, hvad kunderne kan forvente.

- Men som udgangspunkt går man jo ud fra, at toget kører til tiden?

- Det er derfor, vi har lavet rejsetidsgarantien. Det er for at give en rigtig forventningsdannelse. Der er ikke noget, der kører 100 procent af tiden. Og vil vi gerne sige ærligt, hvad folk kan regne med, når de køber et pendlerkort.

- Handler det også om, at I vil spare penge, så I ikke skal udbetale så meget i erstatning?

- Nej, det kan jeg sige helt firkantet. Det handler om at give en ærlig varedeklaration, og den er ikke ærlig, hvis det tager udgangspunkt i noget, vi ikke tror på. Vores mål er, at vi lever op til det, vi lover, siger Bjørn Wahlsten.

Han siger også, at DSB reelt forventer at køre bedre på Kystbanen, end tilfældet har været i år. Rettidigheden har nemlig været under 90, så målet om 91 til næste år vil give et bedre produkt.

DSB har indtil videre i 2007 udbetalt 10 millioner kroner i erstatning til pendlere.

DSB har en trafikkontrakt med Transportministeriet, hvor målsætningen er, at 90 procent af alle tog skal køre til tiden.


Nyhedsoverblik