Driftsleder dømt for underslæb

En 48-årig tidligere driftsleder i Ladegårdsparken i Holbæk er blevet idømt otte måneders fængsel for blandt andet underslæb. Fem måneder blev dog gjort betinget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En noget kreativ omgang med Holbæk Boligselskabs penge kostede mandag en 48-årig tidligere driftsleder i boligområdet Ladegårdsparken i Holbæk otte måneders fængsel. Retten i Holbæk gjorde dog de fem måneder betinget, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Den 48-årige mand, der nu har bopæl i Ballerup, nægtede sig skyldig og forklarede, at han godt nok havde sat nogle af boligselskabets penge ind på sin egen konto. Men det var fordi, at tingene gik lidt stærkt i hverdagen, og så var det nemmere at opgive sit eget kontonummer, når virksomheder skulle indbetale penge til boligselskabet.

- Men jeg sørgede for at betale pengene tilbage til boligselskabet igen, sagde han.

Problemet for den 48-årige var dog, at han ikke havde ført noget regnskab over denne flytten frem og tilbage med pengene, og kontoudtog fra banken viste, at det da heller ikke var sket.

Den 48-åriges lidt for kreative evner gik også ud over en nyopstartet fodboldklub, som måtte lukke igen, da sponsorater til klubben også endte på mandens konto.

Og endelig blev han dømt for at have forfalsket fire fakturaer, så han fik 18.000 kroner udbetalt fra boligselskabet.

/Ritzau/

 


Nyhedsoverblik