Drama i nat: To personer reddet ud af brændende halmlade på herregård

To personer blev natten til tirsdag reddet ud af en brændende halmlade på en herregård ved Stubbekøbing på Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To personer blev natten til tirsdag reddet ud af en brændende bygning ved Skjørringe Gods nær Stubbekøbing på Falster.

Det var en halmlade, hvor branden kan være påsat.

De to personer - en polsk mand og hans søn - er ansat på gården, men slap dog fra episoden uden skader.

Det oplyser Lokalpolitiet i Nykøbing Falster til TV ØST.

Ifølge Lolland-Falsters Brandvæsen havde de to personer ikke opdaget branden, før de blev vækket og evakueret fra bygningerne. De er dog efterfølgende blevet kontrolleret af personalet i en tilkaldt ambulance.

Stor halmbrand

Årsagen til branden skal nu undersøges, oplyser lokalpolitiet – blandt andet for at udelukke, at der er tale om en el-brand. Politiet har dog tidligere på morgenen sat branden i forbindelse med den serie påsatte brande, der har ramt mindst 13 halmdepoter på Lolland og Falster hen over sommeren.

Branden betegnes af både politi og brandvæsen som meget omfattende, og kunne i nattetimerne ses seks kilometer væk.

- Det er et stort halmlager, der er ved at brænde. Og derudover lå der ca 1.500 ton korn i lageret, siger brandvæsenets indsatsleder Helgi Bachmann til TV ØST.

Da beredskabet nåede frem var bygningen overtændt og omspændt med flammer i bygningens ene ende – modsat enden, hvor de to personer sov.

Opgiver at slukke brand

Branden har tiltrukket mange brandmænd fra lokalområdet, ligesom 12 mand fra beredskabsstyrelsen er indsat.

- Planen er nu, at få branden til at flamme op igen. Det lyder mærkeligt, men vi kan ikke slukke halmen, så vi er nødt til at få det til at brænde ned, siger Helgi Bachmann, der venter endnu mindst et døgns arbejde med at få branden helt slukket.

 


Nyhedsoverblik