Dræbt soldat er kommet hjem

Kisten med den dræbte konstabel Sophia Bruun fra Holbæk ankom søndag til Roskilde Lufthavn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Her ventede den nærmeste familie, venner og kolleger for at deltage i en mindehøjtidelighed for den 22-årige kvinde, der tirsdag blev dræbt  i Afghanistan.

Kisten blev båret af ni soldaterkammerater fra lejren i Afghanistan, tre kvinder og seks mænd i ørkenuniformer og sorte sørgebind.

I ceremonien deltog desuden forsvarschef Knud Bartels og forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Det er første gang i den tid, hun har været minister, at en dansk soldat er død i kamp.

[video:videonode:60455]

Sophia Bruun mistede livet, efter at hendes Piranha-mandskabsvogn var blevet ramt af en vejsidebombe i Helmandprovinsen i Afghanistan.

- Sophia Bruun udviste aldrig frygt ved at køre ud og løse de opgaver, hun som soldat havde sagt ja til , fortæller major Ronni Holm Hansen i sine mindeord.

Hun var en soldat, der vil blive husket for sit "engagement, fokus og professionalisme", fortæller Ronni Holm Hansen videre.

På det personlige plan bliver "Bellis" eller "Bruun", som konstablen også blev kaldt, beskrevet som "en dejlig frisk og udadvendt person, som mange nød bekendtskab ved, og som mange var ven med".

- Sophia var en kvinde med et godt humør og en stærk vilje. Mange inklusiv mig selv vil huske hende med et skævt smil på læben, et glimt i øjet og en kæk bemærkning. Kæk, men ikke flabet - en rigtig husar, fortsætter Ronni Holm Hansen.

Sophia Bruun blev det 32. danske offer under missionen i Afghanistan.

Hun begraves på onsdag ved en privat ceremoni i Holbæk.

 


Nyhedsoverblik