Drabstiltalt: Han løb selv ind i kniven

Den 27-årige kvinde, der er tiltalt for sidste år at have dræbt sin ekskæreste, har forklaret, at han selv løb ind i den kniv, hun havde med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var et uheld, da en 27-årig kvinde sidste år var skyld, at hendes tidligere kæreste døde. Det skriver Sjællandske.

Retten i Næstved behandler i øjeblikket sagen, og her har den drabstiltalte kvinde forklaret, at hendes ekskæreste selv løb ind i den kniv, hun havde med.

Hun var taget ud til hans arbejdsplads på glasfabrikken i Fensmark i december sidste år, fordi hun savnede en forklaring på, hvorfor han havde forladt hende til fordel for sine 2 sønner og deres mor. Da han kom ud fra jobbet, ville hun give ham et kram, men det afviste han, og så skubbede han ifølge kvindens forklaring i stedet til hende.

Døde i sin fars arme

Da hun forsøgte at komme på benene igen, nærmest løb han ind i kniven, og kort tid efter fandt hans far ham blødende i en kælderskakt, hvor han døde.

Den 27-årige kvinde og hendes veninde, der var kørt til Fensmark sammen med hende, tog en taxa væk fra stedet, og først bagefter gik det angiveligt op for dem, at den 27-åriges ekskæreste var død af mødet med kniven.

Retssagen fortsætter torsdag.


Nyhedsoverblik