Drabssigtet sygeplejerske fik medicin ulovligt i arresten

I hårprøver fra den sygeplejerske, der er sigtet for fire drab og et drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus, er der fundet spor af to psykofarmaka, som er indtaget, mens hun har siddet varetægtsfængslet, men som ikke ordineret til hende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En drabssigtet sygeplejerske har indtaget to forskellige psykofarmaka, mens hun har siddet varetægtsfængslet. Det kom tirsdag frem i Retten i Nykøbing Falster, hvor sygeplejersken igen fik sin varetægtsfængsling forlænget i fire uger.

Sygeplejersken blev anholdt 1. marts i år efter en anmeldelse fra en kollega, der mistænkte hende for at slå patienter ihjel. Siden har hun siddet varetægtsfængslet og har altså undervejs fået og indtaget to forskellige psykofarmaka, som man får mod psykiske lidelser.

- Vi ved, at hun under sin varetægtsfængsling ikke har været indlagt eller været på et hospital, og vi ved, at de to psykofarmaka ikke er ordineret til hende, så hvor hun har dem fra, skal jeg ikke kunne udtale mig om, lød det fra sagens anklager Michael Boolsen efter retsmødet.

Der kan ske indsmuglinger

I arresten i Nykøbing Falster, hvor den sigtede sygeplejerske har siddet under hovedparten af sin varetægtsfængsling, siger arrestforvarer Ronni Dahl, at han ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men at det sker, at der bliver smuglet genstande ind i arresten.

- Vi har jævnligt visitationer, hvor vi finder ting som euforiserende stoffer, slagvåben og mobiltelefoner hos de indsatte, og det kommer jo et sted udefra. Vi har generelt en høj kontrol af de folk, der kommer ind i arresten, og vi finder rigtigt meget, men der kan ske indsmuglinger i et arresthus. Blandt andet gemmer kroppen på forskellige hulrum, som vi ikke har mulighed for at gennemgå, siger Ronni Dahl.

Håndtaske med stesolidsprøjte

Sygeplejersken er sigtet for at slå fire patienter ihjel ved hjælp af medikamenter sprøjtet ind i patienterne. Sygeplejersken er ydermere sigtet for et drabsforsøg på en femte patient, og så er hun desuden sigtet for at have givet sin 7-årige datter et stærkt sovemiddel. Hårprøver fra den sigtede sygeplejerske har vist, at hun også før anholdelsen skal have indtaget psykofarmaka.

I retten tirsdag kom det frem, at hun 21. juni sidste år skrev til en kollega, at hun havde taget livet af en patient og nu stod sammen med de vrælende pårørende, ligesom der i hendes håndtaske blev fundet en sprøjte med stesolidrester. Til sms'en har hun forklaret, at det ikke var ualmindeligt at tale sådan kolleger imellem, og hendes forsvarer Jørgen Lange har også påpeget, at sygeplejersker, for hvem døden er en del af arbejdet, har en mere hårdkogt kommunikationsform.

Om sprøjten i tasken har den sigtede sygeplejerske forklaret, at den lå i hendes kittel, og at hun tømte kitlens lommer ned i tasken.

Lider af personlighedsforstyrrelse

Det kom tirsdag også frem, at en undersøgelse på Retspsykiatrisk Klinik viser, at sygeplejersken lider af histrionisk personlighedsforstyrrelse, som blandt andet kan betyde, at man har en vedholdende trang til at søge spænding i tilværelsen, at man er egocentrisk og mangler omtanke for andre.

Sygeplejersken blev tirsdag varetægtsfængslet frem til 8. december.

Hun nægter sig skyldig i anklagerne.


Nyhedsoverblik