Drabsdømt mor: Det bedste jeg kunne håbe på

Fredag ændrede landsretten Anny Hansens straf fra 11 til 3 år i sagen om drabet på hendes multihandicappede datter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en lettet Anny Hansen fra Skælskør, der fredag kunne høre Østre Landsret afsige dom i sagen om drabet på hendes 43-årige datter.

Landsretten valgte at ændre byrettens dom på 11 års fængsel til tre års fængsel.

- Jeg er jo godt klar over, at man ikke kan gøre sådan noget her uden at få en straf, så det er vel det bedste, jeg kunne håbe på. Det er i hvert fald betydeligt bedre end de 11 år, og det viser, at dommeren har lidt medmenneskelig følelse. Det, synes jeg ellers ikke, de har haft, siger Anny Hansen til TV ØST.

Flytning årsag til drab
Hun dræbte sin datter 8. januar i år, fordi hun mente, at datteren sygnede hen som følge af kommunens beslutning om at flytte hende til et andet dagtilbud. Datteren holdt op med at spise og fik ikke trænet sine ben, og til sidst så Anny Hansen ingen anden udvej end at slå hende ihjel. I juli idømte byretten hende 11 års fængsel, men nu ser fremtiden altså lidt lysere ud for Anny Hansen, der har siddet fængslet i næsten et år.

- Jeg har hele tiden sagt, at jeg frygtede det værste, men håbede det bedste, og jeg må jo sige, at det her er noget af det gode. Nu kan jeg begynde at se fremad, og jeg kan vel også snart begynde at få udgangstilladelse, men det skal jeg lige have fundet ud af, siger hun.

I landsretten begrundede dommeren blandt andet den mildnede straf med, at Anny Hansen havde været i en presset situation, som dog stadig ikke gjorde drabet acceptabelt, men trods alt lagde nogle formildende omstændigheder til grund for handlingen.

 


Nyhedsoverblik