Dopingdom til fodboldspiller

Som den første danske fodboldspiller nogensinde har den 32-årige fodboldspiller Jesper Münsberg fra Lolland Falster Alliancen fået en seks måneders dopingkarantæne af den internationale sportsdomstol, CAS.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DBU, Spillerforeningen og DIF kritiserer dommen.

Den 32-årige fodboldspiller Jesper Münsberg fra Lolland Falster Alliancen har fået en seks måneders dopingkarantæne af den internationale sportsdomstol, CAS. Det er første gang, at en dansk fodboldspiller får en dopingkarantæne.

Münsberg får dommen, fordi han den 10. februar 2008, da han spillede træningskamp for Næstved mod Brøndbys SAS Liga-hold, blev testet positiv for stoffet salbutamol.

Dommen kritiseres af Dansk Boldspil-Union (DBU), Spillerforeningen og Danmarks Idræts-Forbund (DIF). Spillerenlider af astma, og efter anbefaling fra sin læge benytter han salbutamol for at nedsætte generne fra sin sygdom.

- Er du syg, skal du have lov til at tage din lægeordinerede medicin. Wada (det internationale dopingagentur, red.) må se at få ændret reglerne, så andre sportsudøvere ikke kommer i samme urimelige situation, siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.

Hovedpersonen selv er rystet.

- Jeg er meget rystet og kan slet ikke forstå, at det er endt her, bare fordi jeg har taget min medicin mod astma, siger han.

Dopingudvalget under DIF valgte selv at lukke sagen ned, og det var Spillerforeningen og DBU enige i. Men Wada valgte efterfølgende selv at anke sagen til CAS.

/ritzau/


Nyhedsoverblik