Donation sikrer årets julehjælp fra Svovlstikkerne

Foto: Arkiv Foto: TV ØST

Svovlstikkerne modtager søndag aften en donation fra Trygfonden på 50.000 kroner, og dermed kan organisationen igen i år dele julehjælp ud til trængte familier på Sydsjælland.

En donation på 50.000 kroner fra TrygFonden sikrer årets julehjælp fra Svovlstikkerne.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

- Vi er utrolig glade for Trygfondens donation. Flere og flere søger om julehjælp, og for især børnenes skyld er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at imødekomme behovet. Desværre kan vi ikke hjælpe alle, men vi kan alle hjælpe nogle, siger Christian Dreist, formand for Svovlstikkerne.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Sjælland, der står bag donationen til Svovlstikkerne som led i TrygFondens samlede arbejde for at hjælpe udsatte grupper og give alle en plads i fællesskabet.

Ifølge organisationen går 25.000 kroner til julehjælpen, mens den restende halvdel skal bruges på fejring af Svovlstikkernes 5-års fødselsdag. Festen afholdes søndag aften, og her er formålet at indsamle yderligere midler til julehjælpen.

Svovlstikkerne, som består af en gruppe mennesker fra Næstved, har sørget for julehjælp siden 2010. Det første år uddelte Svovlstikkerne 81 julepakker til familier på Sydsjælland, og i år regner organisationen med, at tallet lyder på op imod 550 julepakker.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App