Dømt for voldsorgie med slagvåben

Otte unge dømt for groft overfald på Slagelse banegård

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Otte voldsmænd blev onsdag ved retten i Næstved idømt straffe fra fire måneders betinget fængsel til otte måneders ubetinget fængsel for deres deltagelse i et voldsorgie mod seks sagesløse unge. Det skriver Sjællandske.

Sagen, som ikke tidligere har været omtalt i medierne, fandt sted 22. september sidste år på perronen på Slagelse Station, der en sen nattetime pludselig flød med blod og glasskår.

Gruppen af overfaldsmænd, der alle er etniske danskere, stormede ind i »glasburet« på stationen og slog og sparkede løs på de seks, der sad og ventede. Der blev brugt karatespark, flasker, køller og knytnæver mod de sagesløse unge, hvoraf mindst én kortvarigt mistede bevidstheden under den brutale behandling. Flere af de overfaldne flygtede i panik ind over sporene.

Den yngste slap med fire måneders betinget fængsel, og han undlod som den eneste at anke dommen. Fem fik ubetingede domme, hvoraf den største på otte måneder gik til en ung mand, der i forvejen havde tre måneders fængsel stående i »sparekassen«. De to sidste fik ikke nogen dom onsdag, da de havde flere andre udestående sager og derfor får dom senere.
 


Nyhedsoverblik