Dømt for at skyde mand i Slagelse

Et skud med et oversavet jagtgevær i Slagelse sidste efterår var et forsøg på at dræbe. Det har et nævningeting i Næstved slået fast i en dom mandag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Den tiltalte, en mand på 33 år, er blevet straffet med fængsel i seks år og seks måneder.

Manden har erkendt, at han affyrede gevær mod en 46-årig mand i en indkørsel til en ejendom på Valbygårdsvej.

Men han har afvist at ville dræbe manden.

Retten lægger vægt på, at afstanden var under 10 meter. Derfor måtte den 33-årige have indset, at det var overvejende sandsynligt, at offeret kunne miste livet.

Den 46-årige blev ramt med 18 hagl i skulderen, og heraf var de seks hagl dybereliggende, oplyser retten. Han var dog ikke i konkret livsfare.

Politiet har tidligere fortalt, at der var tale om en konflikt af "personlig karakter."

Rettens medlemmer var ikke enige om straffens længde. Et mindretal stemte på fængsel i seks år, men flertallet har lagt seks måneder oveni. Det skyldes, at den 33-årige tidligere er straffet for besiddelse af skydevåben.

/ritzau/

 

 


Nyhedsoverblik