Døde på gaden: Hjemløs bliver begravet i Svebølle i dag

Foto: TV ØST

Fredag eftermiddag bliver 46-årige Jakob bisat i Viskinge Kirke ved Svebølle. Han var hjemløs og døde i sidste uge på gaden midt i København.

Kun 46 år gammel døde Jakob i sidste uge på gaden i centrum af København. I dag fredag bliver han bisat i Viskinge Kirke ved Svebølle.

13. januar blev han fundet død på Købmagergade i København. Jakob lå op ad en butiksfacade og sov, og håndværkere har forklaret, at de både havde hørt ham snorke og set ham vende sig, men da en forbipasserende ved 12-tiden konstaterede, at han var livløs, slog vedkommende alarm.

Den ene af hans to søstre bor i Svebølle, og det er altså fra Viskinge Kirke, at familie og venner fredag klokken 14 tager afsked med Jakob.

- Min bror var et menneske af det største hjerte, der ikke fik den rette hjælp. Helt fra barnsben blev han svigtet af vores mor, der også havde et hårdt liv. Han var en mand med mange ar på sjælen, men et fantastisk menneske, har den ene søster tidligere fortalt til Ekstra Bladet, mens den anden på Jakobs Facebookprofil skriver:

- Til min elskede kære bror der desværre måtte forlade os alt for tidligt du vil altid være elsket og savnet men du vil altid være i vores hjerte.

Der er foretaget ligsyn af Jakob, uden at dødsårsagen er fastslået. Derfor er der også foretaget obduktion af ham, men det er fortsat uvist, hvad der er årsagen til, at han døde.

Efter bisættelsen tager noget af familien ind til Købmagergade i København for at mindes ham, tænde lys for ham og ligge en blomst.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App