Død mand fundet på strand ved Kalundborg

Politiet arbejder på at identificere liget af en mand på omkring 60 år, der er fundet af en forbipasserende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand er onsdag formiddag blevet fundet død på stranden ved Skipperlinjen på den sydlige side af Røsnæs ved Kalundborg.
 
Der er ikke tegn på vold, men politiet efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
 
- Der er tale om en mand på omkring de 60 år, der blev fundet død i vandkanten af en forbipasserende, siger vagtchefen.
 
Manden blev fundet død onsdag klokken 10.36, og politiet arbejder onsdag eftermiddag på at identificere liget.

Næppe en fisker
 
Området omkring findestedet undersøges nu af politi med hunde for at se, om manden kan have efterladt noget, der kan hjælpe med identifikationen.
 
- Vi hører også gerne fra folk, der savner pårørende, siger vagtchefen.
 
Ifølge politiet er den døde mand iført almindeligt tøj, så der formentlig ikke er tale om en lystfisker.
 
Manden har ikke ligget i vandet i længere tid, oplyser politiet.
 
/ritzau/


Nyhedsoverblik