DMI: Nu bliver smeltevandet til is

Foto: TV ØST

Selv om vejene er ved at være ryddet de fleste steder, og det måske ikke længere sner, så er det med at være opmærksom. Natten til mandag melder DMI om frostvejr, og det betyder, at alt spildevandet fryser til is og gør veje og fortove glatte.

Bilister, fodgængere og cyklister skal fortsat holde tungen lige i munden.

Selv om snestormen har lagt sig, og vejene er ved at være ryddet mange steder, så skal man stadig passe på i trafikken.

DMI melder søndag eftermiddag om frysegrader, og det betyder, at smeltevandet fryser til is og gør veje og fortove spejlglatte.

- Det er stort set tøvejr i hele landet søndag eftermiddag. Når solen er gået ned, begynder det at klare op nordfra, og så bliver det ret hurtigt frostvejr. Det betyder, at det bliver rigtigt glat, fordi det i øjeblikket er meget vådt på vejbanerne, siger Thyge Rasmussen, vagthavende ved DMI til Ritzau.

Vand og smeltet sne vil altså fryse til is mange steder, når mørket falder på.

Kør forsigtigt

Vejdirektoratet opfordrer derfor bilister til at være ekstra opmærksomme og køre forsigtigt, selvom vejene måske ikke ser ud til at være glatte.

- Man skal køre efter forholdene og holde ekstra god afstand til forankørende.

- Og man skal huske, at glatføre ikke altid kan ses. Vejen kan være sort og ryddet, men hvis den er våd, og det er frysende koldt, kan den være pletvis glat, siger Aggi Thorarinsson, vagthavende ved Vejdirektoratet.

Slut med sne

De store mængder sne, der er faldet siden lørdag eftermiddag, har især givet problemer for bilister på Sjælland og i Østjylland.

- Der er risiko for glatte veje i det meste af landet, men vi har haft særligt store problemer på E20 Køge Bugt-motorvejen, Holbæk-motorvejen ved Roskilde og på E45 ved Skanderborg og Ejer Bavnehøj i Østjylland, siger Aggi Thorarinsson.

Der er dog ikke udsigt til ret meget mere sne, oplyser DMI. Bæltet af nedbør ligger søndag eftermiddag over det sydlige Danmark og bevæger sig mod syd.

/ritzau/TV ØST

Du kan følge Vejdirektoratets kameraer her og se, hvordan vejene ser ud i dit område.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App