Dildofabrik solgt for 100.000 kroner

Den meget omtalte dildofabrik ved Tappernøje var onsdag under hammeren ved en tvangsauktion. Fabrikken blev solgt for 100.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

100.000 kroner var højeste bud på tvangsauktionen over fabrikken onsdag. I alt tre-fire interessere var mødt op, og to af dem valgte at byde på firmaet - inklusive produktionslinjer.

Det var, ifølge advokaten, der afholdt auktionen, to privatpersoner, der bød på den omtalte fabrik. Første bud lød på 50.000 - det andet og sidste på 100.000 kroner. En pris, der altså endte langt fra den offentlige vurdering på omkring to millioner kroner.

- Det er specielt, at den bliver solgt så billigt. Men nu var fabrikken ikke i så god stand - der skal blandt andet et nyt tag på. Så det må på den måde være et udtryk for, at det er markedsprisen, siger advokat Troels Kjersgaard fra LETT Advokatpartnerselskab.

Den nye ejer skal også betale en del i sagsomkostninger forbundet med tvangsauktionen. Så den endelige regning ender i omegnen af de 170.000 kroner.

Ved en tvangsauktion kan de involverede parter kræve, at der bliver afholdt en ny auktion, hvis de ikke mener, at prisen er høj nok. Sådan et krav blev der ikke stillet ved auktionen - så salget står ved magt, så længe den nye ejer betaler beløbet inden for de næste syv dage.  

Hvem den nye ejer er - og om der også fremover skal produceres dildoer på fabrikken - er endnu ikke offentliggjort.


Nyhedsoverblik