Det sker i weekenden

Denne weekend byder på alt lige fra damptog og juletræer til luciaoptog til hest og julefrokoster for hunde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hundejulefrokost, hestelucia og julekoncerter. Her kan du se et udsnit af, hvad der sker i weekenden.

Lørdag

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm - bemærkat det foregår både lørdag OG søndag

Julesporvognene kører igen. I år holder Sporvejsmuseet juleåbent i weekenden 13.-14. december, begge dage klokken 10-16.

Desværre bliver der i år ikke mulighed for at køre med damptog fra København til Sporvejsmuseet via Hvalsø de to dage i december, fordi DSB Museumstog ikke har opnået de fornødne sikkerheds-godkendelser. Man kan godt benytte de almindelige regionaltog til Hvalsø, men de medtager ikke juletræer, som veterantoget gjorde det. Skal juletræet hentes på Sporvejsmuseet, skal man derfor selv sørge for transporten. Der er dog stadig mulighed for at hente hyggelige oplevelser og julestemning på Sporvejsmuseet med regionaltogene som transportmiddel. Sporvejsmuseet sørger for videre busforbindelse fra Hvalsø – om lørdagen i forbindelse med togankomsten kl. 11.18 og om søndagen kl. 11.17 og returkørsel fra Hvalsø Station mod København henholdsvis kl. 15.19 og kl. 15.03. Der kan købes en samlet billet til busforbindelsen og entré på Sporvejsmuseet ved at skrive til e-mailadressen togtur@sporvejsmuseet.dk eller ringe til Erik Carstensen på telefon 32 55 03 11. Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk.

Lucia til hest

Askov Rideskole rider Lucia-optog lørdag den 13. december. Heste og piger, der er festligt påklædt med hvide kjortler og lys i ride hjelmene, kommer til klubhuset på Nyvej 4 i Everdrup ved Tappernøje kl. ca. 18, hvor de synger for de fremmødte borgere og får en lille forfriskning, inden de rider videre igennem byen.

Kunstværksted åbner - bemærk at det foregår lørdag OG søndag

Rønnebæksholms kunstværksted slår dørene op med en fantasifuld og hyggelig jule-workshop for hele familien den 6., 7., 13. og 14. december. I kunstværkstedet findes både materialer, arbejdspladser og forskellige opgaver, som man kan kaste sig over. Nogle opgaver kan man selv arbejde med i værkstedet, som holder åbent lørdag og søndag fra 12 til 17. Andre opgaver foregår sammen med en underviser.

Jule-workshoppen er åben 13.-14. december kl. 12-17.

Der er gratis adgang.

Veterantog på banen

Traditionen tro kører Foreningen Vestsjællands Veterantog igen i år julen i møde med juledamptog.

13.-14. december køres på strækningen Slagelse-Høng-Gørlev og retur. Med i toget er Julemanden, og på endestationen Gørlev vil der på stationspladsen findes salgsboder, hvorfra der tilbydes varm saft, lune æbleskiver samt ting til en festlig jul. Der vil også være mulighed for børn at male et fint billede af Vestsjællands Veterantog, som de så kan tage med hjem som et minde om en god oplevelse. Desuden kan årets juletræ købes og blive fragtet med hjem i togets godsvogn. Juleboderne på Gørlev Station holder åbent begge dage kl. 10 til 16.

Søndag

Hundejulefrokost i Maxi Zoo

Der er noget for enhver snude, når alle landets 34 Maxi Zoo butikker søndag den 14. december inviterer alle hunde til hundejulefrokost med tre retter på menuen. Julefrokosterne finder sted kl. 13 til 14, hvor de heldige hunde kan se frem til en lækker treretters menu – naturligvis designet til hundemaver. Kom og lad hunden smage på den dejlige hunde-julemad, og få selv masser af inspiration til hvordan du kan servere aftensmaden for din hund gennem aktivitetsspil og legetøj. Find din nærmeste Maxi Zoo på www.maxizoo.dk/butikker

Julekoncert i Hårbøllehuset

Søndag den 14. dec. kl. 15 i Hårbøllehuset - MØNS KULTURHUS Vindebækvej 48, 4792 Askeby.

Entré: kr 100,- unge u. 25 halv pris

Reservation: info@scene1.eu eller tlf. 21 27 76 54 Kom i god tid!

Man kan roligt lægge juletravlheden lidt væk, læne sig tilbage og nyde en skøn julekoncert på Scene1 i Hårbøllehuset søndag den 14. dec. kl. 15. Her er der en helt særlig julekoncert med tre unge kunstnere fra henholdsvis Musikkonservatoriet og Operaakademiet - pianist Troels Roland, sopran Lea Quortrup og den unge baryton Frederik Päevatalu.

Sammen danner de unge kunstnere en trio, der byder på en stor buket klassiske værker af Carl Nielsen som bl.a. 'Tit er jeg Glad', en duet fra "Maskerade" og meget mere. Lieder af Hugo Wolf og Richard Strauss og af Mozart får vi duet fra "Don Giovanni". Vi får Bach, Gustav Holst og også "Jul, jul strålende jul" af Gustaf Nordqvist. Scene1 ser frem til at invitere alle og enhver med til en hyggelig julekoncert. Det er ikke kun for folk, der kender til klassisk musik og sang. Programmet er bredt sammensat og bliver et smukt bud på klassiske værker fremført af unge talentfulde kunstnere, der har noget på hjertet og vil ud blandt folk med deres glæde ved musikken. Så kig forbi til en hyggelig eftermiddag, hvor der i cafeen er kaffe/the, lidt sødt, øl, vin og gløgg både før og efter koncerten.

Musik- og Kulturskolens Julekoncert Klostermarks Kirken

Søndag den 14. december 2014 kl. 15.30 afholder Ringsted Musik- og Kulturskole den store traditionelle Julekoncert i Klostermarks Kirken. Det er Musikskolens store ensembler og kor, der spiller og synger julemusik fra hele verden, og i år bliver der også optræden med flere små grupper i programmet.
Koncerten indledes på festlig vis med et stort Luciaoptog, hvor alle skolens sangelever deltager, og det nyetablerede orkester Ringsted Byorkester vil spille til fællessang med publikum.

Der er gratis adgang, og alle er meget velkomne.    


Nyhedsoverblik