Det sker i weekenden

Foto: TV ØST

Årets sidste sommerweekend byder blandt andet å¨masser af motorcykler, Volvoer, væddeløbshunde og aktiviteter i naturen.

FREDAG

MOTORCYKELTRÆF Fredag begynder motorcykeltræf på Orø – MC Island 2015. Hele weekenden danner Orø rammerne om det årlige motorcykeltræf, hvor benzin-krigere på de tohjulede maskiner valfarter til øen i Isefjorden.

Traditionen tro byder MC Island på klassisk biker-stemning med masser af aktiviteter. Der køres bl.a. fællestur rundt på Orø, og der bliver sunget og danset i det store festtelt, hvor der spiles live-Rock med stort R. Som noget ganske nyt kan interesserede desuden få lavet broderede mærker og emblemer i den lille sy-shop, og er man til mere kropslig udsmykning, kan man naturligvis besøge den tilstødende tattoo-shop. I de sene aftentimer er der hede rytmer i festteltet, hvor der traditionen tro er strip-show. Alle er velkommen til træffet. Yderligere information her.

 

LØRDAG

STAFET FOR LIVET Lørdag til søndag er der Stafet for Livet i Næstved. Løbet, der varer et døgn, er en del af en verdensomspændende bevægelse, hvis formål er at rejse penge til kræftforskning, men det er også en folkefest med bands, børneaktiviteter, boder og meget mere. Løbebanen vil være mere eller mindre konstant proppet med mennesker, der går og løber omgange for at indtjene sponsorstøtte. Andre steder vil der være folk, der dyrker spinning, badminton og svømning med samme formål. Næstved-svømmeren Freddy Dahlstrøm  har sat sig for at svømme en maratondistance for det gode formål. Løbet foregår ved Herlufsholm Stadion i Næstved, hvor forventningen er, at flere end 2600 mennesker i alle aldre dukker op til den store folkefest og fundraising-event. Læs mere her.

FRITIDSFESTIVAL Nakskov Fritidsfestival afholdes for andet år i træk, og det bliver lørdag den 29. august fra klokken 9-16. Der er lagt op til et brag af en dag i Nakskov Idrætscenter og området omkring det store center. Sidste år trak Nakskov Fritidsfestival over 1000 gæster til. Der bliver mulighed for at prøve en masse aktiviteter og sport, og så er der gratis adgang til bowlingcenter og svømmehal hele dagen. Se programmet her.

JUBILÆUM og KAPSEJLADS Lørdag klokken 13 skydes sejladsen i gang i Næstved. Der afholdes præcisionssejlads som tidligere med gennemsejling af ruten to gange. Det gælder ikke om at have den hurtigste tid, men om at få samme tid på de to gennemsejlinger. Efter sejladsen er der 30 års jubilæumsfest i Pouls Vig Bådelaug klokken 17. Alle er velkomne, så tag familie og venner under armen og mød op til en festlig eftermiddag og aften i Pouls Vig.

VOLVOTRÆF Dansk Volvoklub holder træf på Stevns lørdag. Klubben har omkring 450 medlemmer og holder denne weekend det årlige sommertræf. Entusiasterne viser deres biler frem, og der vil være pokaler til de tre flotteste Volvoer. Træffet bliver holdt i Solgårdsparken ved Strøby Egede.

 

SØNDAG

TRIATLONSTÆVNE Der er søndag triatlonstævne i Holbæk. Stævnet bliver afholdt i samarbejde med Dansk Triatlonforbund og Holbæk Tri. Stævnet er samtidig finalestævnet i DM-serien, som er en serie, der har været holdt henover året i hele Danmark (dette er det femte og sidste stævne i serien). Derudover er det også et stævne, der er DM for paratriatleter, hvilket vil sige, at danmarksmesteren hos både damer og herrre på sprintdistancen (750 m svøm, 20 km cykling og 5 km løb) bliver kåret. Slutteligt er der også en motionsdistance (250m – 15m - 2,5 km), så alle har mulighed for at være med. Svømningen foregår i havnen med start fra Holbæk Strand, cyklingen foregår på en fem kilometer lukket rute, og løbet foregår på en 2,5 km rute. Læs mere her. Motionsdistancen begynder klokken 10 og sprinterne klokken 11.

ÅBENT HUS PÅ PSYKIATRISYGEHUS Søndag den 30. august er der åbent hus på Danmarks største, nybyggede psykiatrisygehus i Slagelse fra klokken 10-13. Der er mulighed for parkering ved og omkring psykiatrisygehuset. Alle er velkomne på Fællevej 6 i Slagelse. Der bliver mulighed for at opleve udvalgte områder af byggeriet, og hvert 20. minut vil der være guidede rundvisninger efter først til mølleprincippet. Det er også muligt at gå på opdagelse på egen hånd. Antallet af besøgende forventes at være stort – derfor opfordres alle, der bor i Slagelse, til gå, cykle eller benytte offentlige transportmidler. Psykiatrisygehuset i Slagelse ligger placeret på hjørnet af Grønningen og Fælledvej.

LURE COURSING Flere end 50 hunde kommer søndag til Rekkende ved Præstø til væddeløb. De skal løbe Lure Coursing, som er en jagtform. På en line er der nogle strimler plastik, der fungerer som hare, og den skal hundene så jage. Løbet foregår fra klokken 11 til 15 på adressen Rekkende by 3, Rekkende, Præstø. Der er åbent for alle og salg af vådt og tørt. Parkering fra Neble Vej og Rekkendevej.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App