Derfor har vandet en mærkelig farve

Den skrappe turkise farve i et vandløb ved Skarresø har sin naturlige forklaring. Ifølge en lokal lugter det værre end bornholmske sildekasser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et vandløb ved Skarresø i det nordvestlige Sjælland lugter for tiden fælt, og har en opsigtsvækkende turkis farve. 

- Det lugter værre end bornholmske sildekasser, fortæller Tom Trædmark Jensen, som tog billeder af synet i mandags. Billederne er taget ikke langt fra Kongens Mølle ved vandløbet fra Skarresø til Regnstrup Å. 

- Jeg troede, at der var tale om en kemisk forurening, så jeg turde ikke andet end at ringe til kommunen, siger han.

Blågrønne alger skyld i den skrappe farve

På trods af den ramme lugt, så er der ingen tegn på, at vandet er forurenet. Det fortæller havbiolog ved Kalundborg Kommune Rune F. Larsen.

-  På grund af en henvendelse fra en borger besøgte vi stedet mandag, og der er tale om et ganske naturligt fænomen, siger han. 

På denne tid af året sker der ofte en algeopblomstring, og det er højst sandsynligt tilfældet her.

- Mit bedste bud er, at der er tale om nogle blågrønne alger. Typisk samler de sig i større koncentrationer, og derfor er farven så kraftig, siger havbiologen.

Vandløbet bliver normalt igen, når efteråret nærmer sig med blæst og lavere temperaturer. 

Fortidens synder

Vandet kommer fra Skarresø, og man skal ikke langt tilbage i tiden for at opdage, at fortidens synder også bærer en del af forklaringen.

- Der er for mange næringsstoffer i søen. For 20-30 år siden var der langt dårligere spildevandsrensning end i dag, siger havbiolog Rune F. Larsen.


Nyhedsoverblik